En 62-årig kvinde fra Frederiksværk blev alvorligt skadet i et færdselsuheld, der fandt sted på Hillerødmotorvejens forlængelse i Allerød. Uheldet blev anmeldt klokken 12.11 og involverede en personbil ført af kvinden og en lastbil ført af en 52-årig mand fra Slangerup.
Kvinden, der kørte i nordgående retning, fik formentlig et ildebefindende og kom over i den modsatte vejbane, hvor hun stødte sammen med lastbilen, der kørte i sydgående retning. Den 62-årige kvinde blev kørt til hospitalet med alvorlige skader, men er uden for livsfare. Den 52-årige lastbilchauffør slap uskadt fra uheldet.
Uheldet medførte kø i begge retninger, men en time senere var vejen igen åben for trafik.