BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du indsigt i kommunaløkonomi, særlige evner for økonomistyring, budgettering og økonomiske analyser, og kan du fortolke og formidle økonomiske budskaber både skriftligt og mundtligt, så både kolleger, ledere og politikere forstår det? Er du klar til at påtage dig et stort fagligt ansvar i kommunens centrale økonomiafdeling, hvor du vil blive omdrejningspunktet for mange komplekse økonomiske processer, og den der sikrer gode resultater af høj kvalitet?
Du får en helt central rolle i et meget tæt samarbejde med chefen for Koncernøkonomi og Indkøb, og du kommer til at være helt tæt på beslutningsprocesserne i både direktionen og byrådet. Dine mange overordnede og tværgående opgaver bringer dig også ind i tætte samarbejder med chefer, ledere og medarbejdere på mange af kommunens andre områder. Du vil opleve at blive en del af et godt fællesskab, hvor vi lytter til hinanden, hjælper hinanden og prioriterer trivsel højt.
Dine arbejdsopgaverSom økonomisk chefkonsulent har du det faglige ansvar for alle de opgaver, der relaterer sig til kommunens budgetproces. Det gælder udvikling af budgetstrategien, koordineringen af hele budgetprocessen, alle overordnede økonomiske, tekniske og digitale budgetopgaver, løbende faglig sparring til kolleger og ikke mindst udarbejdelse af budgetmateriale til direktionen og byrådet – herunder byrådets forhandlingsmateriale.
Det er også dig, der er ansvarlig for at vedligeholde, udvikle og formidle kommunens økonomistyringsprincipper, som dækker alt fra den grundlæggende økonomiske bogføringspraksis, budgetteringsprincipper, regler for ledelsestilsyn til byrådets økonomiske politik og meget mere. Gode, meningsfulde og fagligt funderede principper er grundlaget for den solide og velfungerende økonomistyring, som kendetegner Halsnæs Kommune, og den skal du stå i spidsen for.
Når der skal gennemføres større analyser og tværgående udviklingsprojekter, vil det også være din opgave at tage ansvar for de økonomiske beregninger og fortolkninger. Med din evne til selvstændigt og nysgerrigt at tilegne dig ny viden og reflektere over dine resultater, forventes du at kunne bidrage til både effektiviseringer og udviklingsprojekter. Lige nu er kommunen i gang med bosætningsanalyser i forbindelse med udbygningsplaner, analyser vedrørende etablering af solcelleselskaber, flådestyringsanalyser i forbindelse med overgangen til el-biler og udvikling af en meget stor kulturinstitution i fondsregi. Den økonomiske del af disse opgaver forventes at blive dine.
Overførsel af restbudgetter mellem årene er også din opgave. Det er en vigtig opgave, som i høj grad er digitaliseret, men som kræver et tværgående overblik over kommunens samlede økonomi og en forståelse for alle områder i kommunen. Derudover har du sammen med en kollega ansvaret for at kvalitetssikre det økonomiske indhold i alle de politiske dagsordenspunkter, således at alle politiske beslutninger tages på et velbelyst og korrekt økonomisk grundlag.
I Koncernøkonomi og Indkøb er I to chefkonsulenter. Din chefkonsulentkollega har det faglige ansvar for de månedlige forventede regnskaber, finansielle forhold og andre tværgående opgaver. Sammen har I således alle de overordnede økonomiopgaver. I bruger hinanden som daglige sparringspartnere, og når du er kommet rigtig godt ind i dine opgaver, skal I kunne hjælpe hinanden, når der er brug for det. Kommunens likviditetsstyring er jeres fælles opgave, som I løbende skal samarbejde om.
Hvem er du?Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse og kommunal erfaring med budgetlægning, økonomistyring og analyser. Det betyder, at du har kendskab til ministeriets kontoplan og konteringsregler for kommuner, de kommunale budgetprocesser, PL-fremskrivning, kommunernes indtægts- og udgiftsområder, forskellige budgetmodeller, takstberegninger, budgetopfølgning mv.
Det er oplagt, at du har din erfaring fra en anden kommunes centrale økonomiafdeling, men du kan også have arbejdet med kommunal revision eller haft et relevant job i styrelser, ministerier eller interesseorganisationer, som er tæt tilknyttet kommunerne. Har du erfaring fra regionens centrale økonomiafdeling, er det også en god og relevant baggrund.
I Halsnæs Kommune bruger vi KMD-OPUS som økonomisystem. Det vil være en stor fordel, hvis du er habil bruger af dette økonomisystem og samtidig også er dygtig i Excel.
Du er helt sikkert kompetent til at kommunikere komplekse problemstillinger letforståeligt. Du har derfor nemt ved at skrive notater og sagsfremstillinger, men er også god til mundtlig kommunikation, både i form af almindelige dialoger og udarbejdelse og fremlæggelse af oplæg.
Er du vores nye kollega, så har du en åben, empatisk, nærværende og tillidsfuld personlighed, og du har en oprigtig interesse for dine kolleger. Du er god til at lytte og forstå andre mennesker, og du vægter hjælpsomhed blandt kolleger højt, ligesom vi gør.
Du må gerne have lederambitioner, der rækker ud over det faglige ansvar, som dette job indeholder. Der er store muligheder for at få mere ansvar og ledelse, i takt med at du udvikler dig. Hvis du har interessen og kompetencerne, tilbyder Halsnæs Kommune et før-lederprogram for potentielle fremtidige ledere.
Hvem er vi?Du vil blive en del af Koncernøkonomi og Indkøb, som er en stabsfunktion, der refererer direkte til kommunaldirektøren. Afdelingen består af tre teams: Budget og analyse (10 medarbejdere), Finans, regnskab og revision (5 medarbejdere) samt Udbud og indkøb (5 medarbejdere).
Vi har et stærkt fællesskab. Hver har sine primære ansvarsområder, men vi sparrer og drøfter løbende om vores opgaver, og vi deler opgaverne mellem os i spidsbelastningsperioder, så vidt det er muligt. Vi har også mange erfa-samarbejder med andre kommuner.
Vi har til huse på rådhuset i Frederiksværk. Du kan komme hertil på 20 minutter fra både Hillerød og Frederikssund. Der er gode parkeringsmuligheder, men du kan også tage toget fra Hillerød eller bussen fra Frederikssund. Vi har kantine og træningscenter samt en meget fleksibel arbejdstid med mulighed for hjemmearbejde. Vores arbejdsmiljø er godt med høj trivsel, og du vil have stor indflydelse på vores opgaver og dagligdag.
I Koncernøkonomi og Indkøb arbejder vi ud fra værdier om, at:
- Arbejde helhedsorienteret, meningsfyldt og sammen
- Spotte og forstå sammenhænge på tværs af kommunen
- Samarbejde om fælles løsninger på tværs af hinandens ansvarsområder
- Undres og forholde os til værdien af det arbejde, vi laver
- Bidrage til hinandens udvikling, som kollegaer og som mennesker
Vi har et uformelt og fleksibelt arbejdsmiljø, som er præget af ansvarlighed, tillid, ærlighed, socialt fællesskab og godt humør. Vi husker at grine og smile hver dag, og vi tager alle del i at skabe trivsel på jobbet.
Løn og ansættelsesvilkårStillingen er 37 timer pr. uge med flekstid.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.
Er du interesseret?Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2024.
Frist for ansøgning er mandag den 20. november kl. 08.00.
Ønsker du at vide mere om stillingen, kan du kontakte chef for Koncernøkonomi og Indkøb Lisbeth Damborg på telefon 50 55 84 79.
Der afholdes to samtaler. Samtalerne forventes afholdt onsdag den 22. november og mandag den 27. november. Vi glæder os til høre fra dig!
Om Halsnæs KommuneHalsnæs er en levende kommune med stærke lokale identiteter og med hovedstaden inden for rækkevidde. Her lever vi tæt på natur, hav og fjord, som giver mulighed for aktive oplevelser for borgere, besøgende og ansatte.
Halsnæs Kommune er en moderne og rummelig arbejdsplads i bevægelse. Vores tre værdier: redelighed, mulighed og helhed er vores fundament. I Halsnæs Kommune får du cirka 3.000 kollegaer fordelt over hele kommunen. Vi har en ambition om, at Halsnæs Kommune skal være et sted, du gerne vil arbejde – uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi sætter barren højt og gør os hver dag umage med at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejderne trives og leverer service og velfærd af høj kvalitet.
Du kan læse mere om Halsnæs Kommune på vores hjemmeside eller på vores LinkedIn-profil.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Halsnæs Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Halsnæs Kommune, Rådhuspladsen, 1, 3300 Frederiksværk
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5933105