Har du stærke administrative kompetencer og trives du i en rolle, hvor du både understøtter driften og hjælper dine kolleger med at løse vigtige opgaver? Har du erfaring med at arrangere møder og andre arrangementer - og vil du gerne arbejde inden for et område med stor betydning for energiforbrugerne og den grønne omstilling? Så er du måske vores nye kollega i Forsyningstilsynet!
Vi tilbyder Da vores nuværende sekretær går på pension, søger vi en dygtig og struktureret administrativ medarbejder til at understøtte arbejdet i Forsyningstilsynets center for Transmission, Engrosmarked, REMIT og Internationale forhold (TERI). I TERI bliver du en central del af et center på ca. 25 dygtige medarbejdere, primært jurister og økonomer, som i samarbejde med både danske og europæiske aktører arbejder for at sikre velfungerende energimarkeder til gavn for forbrugere og virksomheder. Du træder ind i et center præget af en stærk faglighed, men vi vægter også arbejdsglæde, faglig udvikling og fleksibilitet højt, lige som vi sætter pris på en uformel tone og plads til grin. Vi har mange opgaver og arbejder hele tiden på at udvikle vores arbejdsgange og processer, så vi kan blive endnu bedre og mere effektive. Du bliver en central del af centeret og du vil få ansvar for en bred vifte af administrative opgaver, der sikrer, at vores sagsbehandling og interne processer forløber effektivt.
Om stillingen En særlig del af din funktion vil være at understøtte vores arbejde med REMIT, som er EU-reglerne om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne. Forsyningstilsynet har en række opgaver i den forbindelse, blandt andet i relation til registrering af markedsdeltagere og besvarelse af henvendelser om reglerne. Du vil være den første, der håndterer henvendelserne i vores fælles REMIT-postkasse. Det indebærer, at du vurderer og besvarer de administrative spørgsmål, som du kan håndtere selv, og sørger for at fordele øvrige henvendelser til de relevante kolleger i REMIT-teamet. Du vil dermed være et vigtigt kontaktpunkt for virksomheder og andre aktører, der henvender sig til Forsyningstilsynet om REMIT. Du vil desuden få et administrativt ansvar for Forsyningstilsynets arbejde med det europæiske register over markedsdeltagere på engrosenergimarkederne - CEREMP. Opgaven vil bl.a. bestå i at administrere og vedligeholde registreringsoplysningerne, følge op på henvendelser og ændringer samt koordinere med REMIT-teamet om registeret. Du vil naturligvis blive grundigt oplært i opgaven og i de relevante systemer og regler.
Derudover får du en nøglerolle i forhold til planlægning og afvikling af møder og seminarer med internationale samarbejdspartnere, og andre administrative driftsopgaver i centeret.
Vi tilbyder en varieret og udviklende stilling, hvor dine opgaver tilpasses dine kompetencer og erfaring, da det er vigtigt for os, at du trives med dine opgaver og i vores fællesskab.
Dine primære opgaver Du får en vigtig rolle i at understøtte centrets arbejde, bl.a. med:
- Lettere sagsbehandling og koordinationsopgaver
- Journalisering og posthåndtering i vores digitale systemer
- Support til selskaber, når de henvender sig med spørgsmål på mail og telefon
- Første håndtering af henvendelser til REMIT-postkassen, herunder besvarelse af administrative spørgsmål og fordeling af øvrige spørgsmål til REMIT-teamet
- Administrativt ansvar for CEREMP, herunder registrering, opdatering og vedligeholdelse af oplysninger om markedsdeltagere samt opfølgning på registreringssager
- IT-support til centerets medarbejdere
- Onboarding af nye kolleger
- Bidrag til effektiv drift af centeret, fx opfølgning på mål- og resultatplaner samt budgetopfølgning
- Mødeplanlægning og praktiske opgaver i forbindelse med afvikling af møder
- Kalenderstyring, rejsebestillinger og -afregninger
Om dig Vi leder efter en struktureret, serviceminded og initiativrig administrativ medarbejder, der kan holde overblik og hjælpe med at sikre en smidig arbejdsdag.
Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant administrativ uddannelsesbaggrund, for eksempel kontoruddannelse med speciale i offentlig administration eller lignende og solid erfaring som administrativ koordinator, PA eller lign.
- Har gode formidlingsevner såvel mundtligt som skriftligt og gode engelskkundskaber
- Har stærke IT-kompetencer og erfaring med hele Office-pakken
- Har erfaring med journalisering og gerne kendskab til ESDH-systemet 360 eller lignende eller mod på at lære det
- Er grundig, systematisk og detaljeorienteret og god til at prioritere opgaver
- Har en positiv og proaktiv tilgang og blik for, hvor du kan støtte dine kolleger bedst muligt
- Er selvstændig og ansvarsbevidst – du tager ejerskab over dine opgaver og følger dem til dørs
- Trives i en udadvendt funktion med mange kontaktflader og en omskiftelig hverdag.
Socialt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling, trivsel og arbejdsglæde I Forsyningstilsynet bliver du en del af en organisation, hvor der er kort til beslutningerne. Vi har en uformel tone og lægger vægt på holdånd, og at være gode kollegaer for hinanden. Vi har fokus på arbejdsglæde og udviklingsmuligheder for den enkelte. Det er vigtigt for os, at du får de bedste muligheder for at anvende dine faglige kompetencer og udbygge din viden. Derfor tilbyder vi både interne og eksterne kurser, evt. suppleret med kursusophold i udlandet.
Vi bor i flotte, renoverede lokaler i Frederiksværk, tæt på skoven, hvor der er gode muligheder for en walk and talk eller en løbetur. Vi har en dejlig have med WI-FI og et træningsrum. Der kører dagligt en medarbejderbus direkte fra København (Nørrebro St.) til din nye arbejdsplads.
Du vil i det daglige opleve en stor grad af frihed og fleksibilitet, som er med til at sikre en god balance mellem arbejde og fritid. Vi er en familievenlig arbejdsplads og du får bl.a. mulighed for hjemmearbejde og for at arbejde under transport.
Du kan læse mere om vores arbejde på www.forsyningstilsynet.dk og bl.a. se videoklip med tre af dine kommende kolleger på www.forsyningstilsynet.dk/job. På samme side er der en oversigt over onboardingprogrammet samt oplysninger om kompetence- og karriereudvikling i Forsyningstilsynet.
Interesseret? Vil du høre mere om stillingen, så kontakt gerne kontorchef Birgitta Bundgaard på bibg@forsyningstilsynet.dk, telefon 4171 5413.
Søg stillingen gennem linket her på siden. Husk at vedhæfte relevante dokumenter, herunder både eksamensbeviser og karakterudskrifter for fuldført uddannelse.
Ansøgningsfrist: 30. august 2026.
Vi indkalder løbende til samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. Der kan indgå brug af test i rekrutteringsprocessen. Tiltrædelse pr. 1. november 2026 eller efter nærmere aftale.
Din ansættelse vil ske i henhold til fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige Område, samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) og de hertil indgåede lokalaftaler.
Forsyningstilsynet ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen, uanset køn, alder og etnisk baggrund.
Afhængigt af dine opgaver kan det blive nødvendigt at indhente en sikkerhedsgodkendelse.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Halsnæs Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsyningstilsynet, Torvegade , 3300 Frederiksværk
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/de9db987-4de1-4cdc-ada8-7427cf7ca8b9