Døgnrapporten i Frederiksværk: torsdag den 2. september

Profilbillede
dato

Frederiksværk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdselsuheld, Hillerød

En 68-årig kvindelig bilist fra Birkerød foretog klokken 08.00 et højresving i vestlig retning i krydset ved Tamborgsvej og Københavnsvej. I den forbindelse påkørte hun en 17-årig mandlig cyklist fra Hillerød, som kørte lige ud i sydvestlig retning i krydset. En patrulje kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at der ikke umiddelbart var sket nogen personskade. 

Bilisten blev af patruljen sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Færdselsuheld, Frederikssund

Klokken 09.31 skete der et færdselsuheld på Lærkevej, da en 20-årig kvindelig bilist fra Frederikssund påkørte en 17-årig mandlig cyklist fra Jægerspris. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse cyklisten. 

Bilisten kan formentlig se frem til at blive sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Kørsel uden førerret, Værløse

En 20-årig mandlig bilist fra Rødovre blev klokken 09.54 standset af en patrulje ved F24 på Kollekollevej. Patruljen bad manden om at fremvise et gyldigt kørekort, men dette kunne han ikke efterkomme, da han havde fået sin førerret administrativt inddraget. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette. 

Indbrud i virksomhed, Gentofte

Mellem tirsdag klokken 19.30 og onsdag klokken 10.50 begik en ukendt gerningsperson indbrud i en virksomhed på Baunegårdsvej. Indstigning skete på ukendt vis, og fra stedet blev der stjålet kontanter, nøgler og skønhedsprodukter.

Taske stjålet fra bil, Skodsborg

En 50-årig kvinde anmeldte klokken 11.25, at hun tidligere på dagen havde fået stjålet sin taske, som stod i hendes bil. Tyveriet skete, da kvinden et kort øjeblik var væk fra bilen, som stod på Skodsborg Strandvej.

Ild i dyne, Helsingør

En medarbejder og en beboer på Plejecenter Hamlet måtte undersøges for røgforgiftning, efter en mindre brand. Branden opstod klokken 14.16, da der gik ild en beboers dyne. Der skete ingen personskade.

Værktøj stjålet, Hundested

Ved et indbrud i et udhus på St Karlsmindevej er der mellem tirsdag aften og onsdag eftermiddag blevet stjålet diverse værktøj, blandt andet en boremaskine, en vinkelsliber og et skruenøglesæt.

Spirituskørsel, Ølstykke

Klokken 15.10 blev en 73-årig mandlig bilist fra Frederikssund standset og kontrolleret på Frederikssundsvej. Her fik han alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle promille.

Færdselsuheld, Frederiksværk

Klokken 16.35 skete der et færdselsuheld på Hillerødvej, da en bilist kørende i vestlig retning ikke opdagede, at den forankørende trafik havde sænket hastigheden, hvorfor han påkørte en bil, der blev skubbet frem i en tredje bil. Der skete umiddelbart hverken større materiel skade eller personskade, men for en sikkerheds skyld blev føreren af den midterste bil, en 57-årig kvinde fra Frederiksværk, kørt til kontrol på skadestuen. Det blev i første omgang vurderet, at der ikke skulle foretages sigtelser af nogle af parterne.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

Klokken 16.51 skete der et færdselsuheld på Christian X’s Allé ved Vintappervej, da en personbil ført af en 18-årig mand fra Bagsværd bagfra påkørte en personbil ført af en 59-årig kvinde fra Gentofte. Der skete umiddelbart hverken større materiel skade eller personskade, men for en sikkerheds skyld blev den 59-årig kvinde kørt til kontrol på skadestuen. Det blev i første omgang vurderet, at der ikke skulle foretages sigtelser af nogle af parterne.

Kørsel uden førerret, Nivå

Klokken 17.50 blev en 17-årig mandlig bilist fra Kokkedal standset og kontrolleret på Islandshøjvej. Den 17-årige havde ikke førerret til bil, hvorfor han blev sigtet for at sidde bag rattet alligevel.

Ulovlig knallert, Skibby

Klokken 17.55 blev en 15-årig mandlig knallertfører og dennes knallert standset og kontrolleret på Hovedgaden. Her viste det sig, at knallerten var konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end det tilladte, hvorfor den 15-årige blev sigtet for forholdet.

Færdselsuheld, Gentofte

Klokken 18.27 anmeldte en 28-årig mandlig motorcyklist fra Roskilde, at han i forbindelse med et vognbaneskift på Motorring 3 havde overset en medkørende personbil, som han derfor påkørte og som følge deraf slog sin fod. Motorcyklisten var i tvivl om, hvorvidt bilisten overhovedet bemærkede uheldet, og bilisten kørte da også videre, mens motorcyklisten trak ind i nødsporet og afventede en ambulance, så han kunne komme til kontrol på skadestuen.

 

Kørsel uden førerret, Jægerspris

Klokken 20.06 blev en 39-årig mandlig motorcyklist standset og kontrolleret på Færgelundvej. Her viste det sig, at han var frakendt sit kørekort, og han blev derfor sigtet for alligevel at have sat sig i sadlen. Samtidig blev motorcyklisten skønnet påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

 

Kørsel uden førerret, Espergærde

Klokken 23.45 blev en 25-årig mandlig bilist fra Hvidovre standset og kontrolleret på Circle K ved Hovvej. Her viste det sig, at manden sad bag rattet, trods hans førerret var administrativt inddraget, og han blev derfor sigtet for alligevel at køre bil.

 

Røgudvikling, Birkerød

Klokken 00.18 blev det anmeldt, at der kom røg fra en kælder under Møllevangen. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at røgen stammede fra en overophedet tørretumbler – der var dog ingen ild.

Kørsel i påvirket tilstand uden førerret, Helsingør

Klokken 01.00 blev en 39-årig mandlig bilist fra Snekkersten standset og kontrolleret på parkeringspladsen ved McDonald’s. Her viste det sig, at manden var frakendt retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for dette. Da det samtidig ikke var første gang, at manden blev sigtet for dette, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.

Derudover blev manden skønnet påvirket af euforiserende stoffer, hvorfor han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand. En blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Mistænkeligt forhold, Espergærde

Klokken 01.53 anmeldte en beboer på Bakkegårdsvej, at han var vågnet ved, at der blev lyst med lygte ind i soveværelset. Beboeren stod op og åbnede en dør til udenfor, hvorefter to personer løb fra stedet. En patrulje blev sendt til området, men de to personer blev desværre ikke udfundet.

Færdselsuheld, Hørsholm

Klokken 03.14 skete der et solo-færdselsuheld med en bil på Helsingørmotorvejen i nordgående retning ved afkørsel 13. Et vidne fortalte, at den involverede bil pludselig drejede skarpt til højre ved afkørslen, som hvis føreren havde misset afkørslen. Dette medførte, at bilen påkørte et skilt og fortsatte videre på en græsforhøjning, videre igennem autoværnet, hvorefter bilen væltede rundt og landede i nødsporet.

Politi, brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet, hvor to ud af tre vognbaner måtte spærres. Føreren, en 66-årig mand fra Klampenborg, var svært tilskadekommen, og han blev derfor bragt til hospitalet til behandling af sine skader.

Klokken 06.06 var arbejdet på stedet overstået, og der kunne dermed igen åbnes fuldt op for trafikken.

 

Indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 1.-2. september 2021

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi