Juridisk rådgiver med fokus på forvaltningsret til Forsyningstilsynet's tværgående advokatfunktion

dato

Kunne du tænke dig at arbejde med forvaltningsret på et højt niveau og med en bred vifte af juridiske opgaver og rådgivning i en intern, tværgående ”advokatfunktion”? Så har du nu mulighed for at få en nøglerolle i Forsyningstilsynet, der arbejder for en effektiv forsyningssektor til gavn for forbrugerne og den grønne omstilling.

Vi tilbyder Vi tilbyder dig en plads i vores Juridiske Sekretariat, som er en intern ”advokatfunktion” med en række spændende, tværgående juridiske opgaver. Vi yder juridisk rådgivning og sparring til ledelse og medarbejdere i særligt komplicerede sager eller ved tværgående fortolkningsopgaver, særligt indenfor forvaltningsret. Vi er en lille enhed, som foruden dig består af chefjuristen, der står for den faglige ledelse. Der er stor efterspørgsel på vores ydelser, og vi forventer at få endnu en kollega i nærmeste fremtid.

Juridisk Sekretariat spiller en vigtig rolle i at sikre korrekt sagsbehandling og ensartethed i opgavevaretagelsen i Forsyningstilsynet på tværs af vores 7 fagcentre, herunder at interne, tværgående procedurer, arbejdsgangsbeskrivelser og skabeloner anvendes og holdes opdaterede. Sekretariatet arbejder endvidere for juridisk videndeling og koordination på tværs af fagcentrene samt for styrkelse af det interne juridiske netværk og de juridiske kvalifikationer i Forsyningstilsynet. Herudover varetager Juridisk Sekretariat en række øvrige opgaver, f.eks. sikring af Forsyningstilsynets overholdelse af databeskyttelsesregler/GDPR.

Vi tilbyder dig et spændende og udfordrende job med varierende og selvstændige juridiske opgaver på et højt fagligt niveau. Hos os vil du få rig mulighed for faglig og personlig udvikling samt mulighed for specialisering inden for forvaltningsret og juraen på energiområdet. Du vil møde en hverdag med dygtige kollegaer, hvor vi hjælper, støtter og udfordrer hinanden. Samtidig vil du få en bred kontaktflade internt hos os samt til vores eksterne samarbejdspartnere, myndigheder mv.

Juridisk Sekretariat er centralt placeret i Center for STAB, der udover Juridisk Sekretariat består af Økonomi, HR samt IT og Kommunikation. Her bliver du en del af et ambitiøst center med 15 engagerede, dygtige og inspirerende kolleger, hvor vi har et dynamisk samarbejde, en åben og dialogorienteret beslutningskultur samt en positiv, uformel og humoristisk omgangstone.

Dine opgaver Hvilke opgaver og ansvar du får, vil afhænge af din profil og vil løbende blive tilpasset i takt med udviklingen af din kompetencer og interesser samt forretningens behov.

Som udgangspunkt vil dine opgaver kunne omfatte følgende:

  • Rådgive og sparre med ledelse og kolleger i juridiske spørgsmål, med særligt fokus på forvaltningsret.
  • Understøtte Forsyningstilsynets centre med rådgivning, sparring og knowhow om lovteknik og proces ved centrenes udstedelse af bekendtgørelser.
  • I samarbejde med vores Økonomiteam varetage den tilbagevendende (1-2 gange årlige) proces med at udstede og opdatere Forsyningstilsynets gebyrbekendtgørelser, der sikrer finansieringen af Forsyningstilsynet.
  • Koordinere og besvare høringer over ny og ændret lovgivning på tværs af Forsyningstilsynet.
  • Deltage i juridisk vidensdeling, undervisning på interne kurser og samarbejde i juridiske fora.
  • Bidrage til at opbygge og drive en tværgående funktion, der understøtter fagcentrene i aktindsigtssager.
  • Håndtere ad hoc-opgaver i Juridisk Sekretariat, herunder f.eks. udvikling af interne retningslinjer, serviceeftersyn af whistleblower-ordning.
Du får en grundig introduktion til dine opgaver gennem faglig sparring og sidemandsoplæring. Du vil desuden deltage i vores onboarding-program, hvor din faglighed suppleres med indgående kendskab til energiområdet, og du vil få gode muligheder for efteruddannelse.

Om dig Vi leder efter dig, der er cand.jur. og som gerne har nogle års relevant erfaring. Hvis du er nyuddannet, hører vi dog også gerne fra dig. Har du erfaring med eller særlig interesse for forvaltningsret, så er det et stort plus. Vi stiller ikke krav om, at du har viden om lovgivningen inden for energi- og forsyningssektoren. Det vigtigste er, at du er en dygtig jurist, der har interesse og evner inden for forvaltningsret og som er nysgerrig og har appetit på at lære juraen på energiområdet godt at kende.

Herudover forestiller vi os, at du:

  • Trives med komplekse juridiske problemstillinger, men kan også give et hurtigt, korrekt juridisk råd, når situationen kræver det.
  • Er analytisk, pragmatisk og løsningsorienteret med en god dømmekraft.
  • Kan formidle juraen klart og præcist - både skriftligt og mundtligt.
  • Er proaktiv, opsøgende og kan lide løbende at være i samspil med forskellige faggrupper.
  • Kan arbejde selvstændigt, og er samtidig en holdspiller med gode samarbejdsevner og en positiv og fleksibel indstilling.
  • Er struktureret, har gode planlægnings- og koordineringsevner og følger ting helt til dørs.
  • Holder dig løbende fagligt ajour, og kan lide at lære nyt.
Hvis du har viden om eller erfaring med GDPR/persondatabeskyttelse vil det være et ekstra plus.

Socialt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling, trivsel og arbejdsglæde I Forsyningstilsynet bliver du en del af en organisation, hvor der er kort til beslutningerne. Vi har en uformel tone og lægger vægt på holdånd, og at være gode kollegaer for hinanden. Vi har fokus på arbejdsglæde og udviklingsmuligheder for den enkelte. Det er vigtigt for os, at du får de bedste muligheder for at anvende dine faglige kompetencer og udbygge din viden. Derfor tilbyder vi både interne og eksterne kurser, evt. suppleret med kursusophold i udlandet.

Vi bor i flotte, renoverede lokaler i Frederiksværk, tæt på skoven, hvor der er gode muligheder for en walk and talk eller en løbetur. Vi har en dejlig have med WI-FI og et træningsrum. Der kører dagligt en medarbejderbus direkte fra København (Nørrebro St.) til din nye arbejdsplads.

Du vil i det daglige opleve en stor grad af frihed og fleksibilitet, som er med til at sikre en god balance mellem arbejde og fritid. Vi er en familievenlig arbejdsplads, og du får bl.a. mulighed for hjemmearbejde og for at arbejde under transport.

Du kan læse mere om vores arbejde på www.forsyningstilsynet.dk og bl.a. se videoklip med tre af dine kommende kolleger på www.forsyningstilsynet.dk/job. På samme side er der en oversigt over onboarding-programmet samt oplysninger om kompetence- og karriereudvikling i Forsyningstilsynet.

Interessseret? Hvis du vil høre mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chefjurist Henrik Chieu, der er faglig leder af Juridisk Sekretariat, på hech@forsyningstilsynet.dk eller på telefon 41 71 53 65, eller kontorchef for Center STAB, Lone Bekker Henrichsen, på lbh@forsyningstilsynet.dk eller på telefon 41 71 53 17.

Vi glæder os til at modtage din motiverede ansøgning gennem linket her på siden. Husk at vedhæfte relevante dokumenter, herunder eksamensbeviser og karakterudskrifter.

Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten. Stillingen aflønnes som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent afhængigt af dine kompetencer og erfaringer.

Ansøgningsfrist: Mandag den 7. april 2025. Vi indkalder muligvis til samtaler løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. Der kan indgå brug af case og personlighedstest i rekrutteringsprocessen.

Vi opfordrer alle uanset køn, alder og etnisk baggrund til at søge.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Halsnæs Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsyningstilsynet, Torvegade , 3300 Halsnaes

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 07-04-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5cab2167-1cb7-4838-936f-fe23dda2dabf

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet