Frederiksværk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Kørsel i frakendelsestiden, Frederiksværk
En 41-årig mandlig bilist uden kendt adresse blev klokken 08.58 standset af en patrulje på Hundestedvej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han havde fået frakendt førerretten. Han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.Færdselsuheld, Hellerup
En 29-årig mandlig bilist fra København kørte klokken 09.36 i østlig retning ad Tuborgvej, hvor han i krydset ved Bernstorffsvej drejede til højre og i den forbindelse påkørte en 46-årig kvindelig cyklist fra Brønshøj, som også kørte i østlig retning ad Tuborgvej og skulle lige ud i krydset.Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men cyklisten blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.
Mistænkeligt forhold, Humlebæk
I løbet af formiddagen indløb der flere anmeldelser om, at nogle personer henvendte sig til forbipasserende ved henholdsvis Holmegårdscentret, Humlebæk Center og Kongevejs-Centret og bad dem donere penge til en hjælpeorganisation. Der var dog mistanke om, at de havde bedrageri til hensigt. Patruljer undersøgte forholdet nærmere, men personerne var ikke mulige at udfinde i områderne.En sølvgrå Audi A4 stationcar blev set ved flere af hændelserne, ligesom der onsdag også var anmeldelser om tilsvarende forhold, hvor en sådan bil blev observeret. Det formodes derfor, at der er tale om de samme personer ved alle tre hændelser.
En af personerne beskrives som: mand, 30-45 år, ca. 170 cm, kraftig af bygning, mørk i huden og med sort hår. Iført hvid t-shirt med det danske flag på samt blå shorts.
Færdselsuheld, Helsinge
En 17-årig mandlig knallertfører fra Helsinge kørte klokken 12.29 i nordgående retning ad Lærkevej, da han i krydset ved Lærkevej overtrådte sin vigepligt og fortsatte ud i krydset, hvorved han påkørte en anden mandlig knallertfører, som kørte i vestlig retning ad Bryderupvej. Da denne væltede ved sammenstødet, gled han hen ad asfalten og ramte en 23-årig kvindelig fodgænger fra Helsinge.Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.
Den 17-årige knallertfører blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Hærværk, Jægerspris
Mellem onsdag klokken 22.00 og torsdag klokken 12.30 blev der udøvet hærværk på en bil, som holdt parkeret på Birkealle. Her havde en ukendt gerningsperson knust en af bilens ruder, formentlig ved brug af en sten.Færdselsuheld, Helsingør
Klokken 13.51 skete der et harmonikasammenstød på Kongevejen, da tre biler stødte sammen. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse parterne.Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ikke yderligere oplysninger på parterne.
Voldtægt, Fredensborg
På vegne af en 19-årig kvinde fra Kokkedal blev det klokken 14.33 anmeldt, at hun mellem klokken 07.00 og 09.00 var blevet voldtaget på en adresse i Fredensborg. En 20-årig mand fra Fredensborg blev senere på dagen anholdt og sigtet for voldtægten, og han blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør.På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse kendes resultatet af grundlovsforhøret endnu ikke.
Færdselsuheld, Nærum
En 16-årig kvindelig cyklist fra Vestsjælland cyklede klokken 15.12 på cykelstien ad Skodborgvej i vestlig retning, og da hun i krydset ved Langebjerg svingede ud i fodgængerfeltet, som gik på tværs af Skodsborgvej, kørte hun ind i siden på en bil ført af en 81-årig udenlandsk mand. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade.Den 16-årige cyklist blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Sigtet for at færdes gående på motorvej, Kgs. Lyngby
På baggrund af en anmeldelse kørte en patrulje klokken 15.28 til Lyngby Omfartsvej, idet en mand var blevet set gå i nødsporet på motorvejen. Ved patruljens ankomst fik de kontakt til manden, en 44-årig fra Birkerød, og han blev sigtet for forholdet.Kort efter klokken 19.30 indløb der igen flere anmeldelser om, at en mand var set gående i nødsporet på Helsingørmotorvejen i sydgående retning nær Lyngby-afkørslen. En patrulje kørte til stedet, hvor en 64-årig mand fra Søborg blev truffet og sigtet for forholdet.
Færdselsuheld, Hornbæk
En 27-årig mandlig motorcyklist fra Lynge kørte klokken 15.37 ad Hornbækvej mod nord, hvor en forankørende traktor skabte kø. Motorcyklisten kørte derfor venstre om rækken af biler. Derefter kørte han højre om traktoren, og da traktorføreren kort efter drejede til højre, gled motorcyklisten ind under traktorens frontkasse og videre over i en hæk.Motorcyklisten fik ved uheldet flere overfladiske skrammer samt et brud på benet, og han blev derfor efterfølgende kørt med ambulance til behandling på hospitalet.
Foregivelse af offentlig myndighed, Klampenborg
Klokken 15.43 blev det anmeldt, at en 85-årig kvinde fra Klampenborg klokken 15.15 var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Manden forsøgte herefter at få kvinden til at udlevere sine personlige oplysninger, men dette nægtede kvinden at gøre over telefon. Herefter blev samtalen afsluttet.Også en 95-årig mand fra Hellerup anmeldte klokken 20.08, at han omkring klokken 13 var blevet telefonisk kontaktet af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Manden prøvede her også at få den 95-årige til at udlevere sine personlige oplysninger, hvilket denne dog ikke indvilgede i. Herefter blev opkaldet afsluttet.
Et lignede opkald modtog en 78-årig kvinde fra Charlottenlund klokken 15.00 samt en 82-årig kvinde fra Holte klokken 14.15. I flere af tilfældene fortalte manden de forurettede, at deres navne stod på en liste over personer, som var blevet hacket, og han derfor ville aflægge dem besøg for at undersøge dette nærmere. Der foreligger dog ikke nogen oplysninger om, at manden efterfølgende skulle være dukket op.
Grundet sammenfald i modus har Nordsjællands Politi en formodning om, at der kan være tale om samme gerningsperson.
Flere borgere i Nordsjællands Politi er den seneste tid blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed for at lokke personlige oplysninger ud af borgerne. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer til ukendte personer. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.
Mistænkeligt forhold, Espergærde
En 44-årig kvinde anmeldte klokken 15.44, at to personer omkring et kvarter tidligere var dukket op på hendes bopæl på Kelleris Vænge, hvor de havde fortalt, at de skulle kontrollere husets elinstallationer. De gik derefter rundt om huset, men kvinden mistænkte, at de muligvis var på stedet for at begå indbrud, og hun observerede dem derfor. Da de to personer opdagede dette, forlod de stedet og kørte derfra i en rød varebil.De to personer beskrives som:
A: mand, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 170-175 cm, kraftig af bygning, lys i huden og med sort hår. Iført t-shirt og cowboybukser. Talte dansk med accent.
B: mand, østeuropæisk af udseende, 50-55 år, ca. 180 cm, almindelig af bygning og med gråt mellemlangt hår. Iført lyst tøj. Talte et fremmedsprog.
Brand i knallert, Helsingør
Klokken 17.35 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en knallert ved svømmehallen på Borgm. P. Christ. Vej. Politi og brandvæsen kørte derfor til stedet, hvor det kunne konstateres, at knallerten var udbrændt.Knallerten sås registreret som brugsstjålet fra en parkeringsplads ud for Teglstrup Have i begyndelsen af juni, og grundet fund på stedet har Nordsjællands Politi en formodning om, at branden var påsat.
Mand stjal el-løbehjul, Fredensborg
En 47-årig mand fra Fredensborg anmeldte klokken 17.50, at hans og hans kones to el-løbehjul var blevet stjålet, mens de stod fastlåst foran Netto på Wendorfsvej mellem klokken 16.50 og 16.59. Et vidne havde set en mand stjæle de to løbehjul ved at køre fra stedet på det ene og med det andet under armen.Gerningspersonen beskrives som: mand, dansk af udseende, 40-45 år, 180-188 cm, spinkel af bygning, kys i huden og med kort brunt hår. Iført joggingbukser og havde bar overkrop og fødder.
Færdselsuheld, Charlottenlund
Klokken 17.54 indløb der anmeldelse om, at to personbiler parkeret på Trunnevangen netop var blevet påkørt af en bilist, som efterfølgende var kørt fra stedet. På baggrund af vidneoplysninger blev den formodede bilist, en 81-årig mand fra Charlottenlund, efterfølgende udfundet og sigtet for forholdet.Indbrud i offentlig bygning, Hørsholm
Mellem klokken 16.00 og 20.30 var der indbrud i det gamle rådhus på Ådalsparkvej. Her var en rude i en dør blevet knust, hvorefter der var foretaget indstigning på stedet.På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.
Besiddelse af hash, Nærum
En patrulje henvendte sig klokken 20.49 til en 21-årig mand fra Gentofte, som sad i en bil ved Nærum Skole. Da han var i besiddelse af en mindre mængde hash, blev han sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.Klokken 21.15 blev to unge piger, som befandt sig i skolegården truffet af patruljen, og her blev den ene pige, en 14-årig fra Kgs. Lyngby, fundet i besiddelse af mindre mængde hash, mens den anden, en 16-årig fra Farum, blev fundet i besiddelse af en joint. Den 16-årige blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, og der blev derefter taget kontakt til de to pigers værger grundet deres unge alder.
Under patruljens tilstedeværelse i området løb flere personer fra stedet, og flere unge mennesker blev truffet og fik registreret deres generalia. Derudover fandt patruljen en moderat mængde hash i en busk, og dette blev taget med på politistationen med henblik på destruktion. Der var dog ikke umiddelbart anledning til at foretage sigtelser i den forbindelse.
Anmeldelse om ræs, Kokkedal
Der indløb klokken 21.35 anmeldelse om, at både biler og knallerter kørte med høj fart på Holmegårdsvej. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men køretøjerne var i mellemtiden forsvundet derfra.Musik til ulempe, hele politikredsen
Der er i det seneste døgn indløbet et større antal anmeldelse om musik til ulempe i hele Nordsjællands politikreds.Politiet henstiller til, at man som vært eller festdeltager husker på, at naboerne ikke er interesserede i også at kunne høre musikken fra festen, især ikke når festen foregår på en hverdag. Nordsjællands Politi opfordrer dog også naboer og lignende til i en vis grad at udvise hensyn den anden vej.
Politiet henstiller desuden til, at man forsøger dialogens vej, inden man kontakter politiet vedrørende musik til ulempe.
Kørsel uden førerret, Kokkedal
En 21-årig mandlig bilist fra Helsingør blev klokken 22.26 standset af en patrulje på Egevangen. Her blev han sigtet for at køre bil, selv om han havde kørselsforbud.Målrettet færdselsindsats, Kgs. Lyngby
I forbindelse med målrettet færdselsindsats mod for høj hastighed var Nordsjællands Politi fra midnat og nogle timer frem til stede på Helsingørmotorvejen ved Klampenborgvej. Her blev to bilister sigtet for at køre for stærkt, og begge forseelser gav klip i kørekortet. Derudover blev en bilist sigtet for at køre bil i frakendelsestiden.Sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, Fredensborg
Klokken 01.44 indløb der anmeldelse om, at der var ild i en masse træ fra et ryddet skovstykke ud til en kornmark på Grønholtvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor slukningsarbejdet blev igangsat.En 62-årig mand blev efterfølgende truffet og sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.