Nyt fra Frederiksværk i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Frederiksværk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Hærværk, Espergærde

En pakkebud anmeldte klokken 08.35, at han omkring en halv time tidligere havde skulle aflevere en pakke på Grydemosevej. Her var en mand kommet gående og havde henvendt sig til pakkebuddet med en aggressiv og truende adfærd, og da pakkebuddet kørte fra stedet, kastede manden sten på bilen, så der kom flere stemslag på forruden.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 45-60 år, 180-190 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med kort sort hår samt et ar i højre øjenbryn. Iført sort skjorte, joggingbukser, sølvhalskæde, en handske på højre hånd og en sølvring på venstre hånd. Talte dansk.

 

Tyveri fra personbil, Farum

Klokken 09.10 blev det anmeldt, at der i løbet af natten var blevet stjålet en adapter til et USB-stik fra en personbil, som havde holdt parkeret på Tværvej. Indstigningsstedet var på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.

 

Tyveri fra personbil, Hellerup

Klokken 09.17 indløb der anmeldelse om, at forlygterne fra en Porsche personbil var blevet stjålet, mens den stod parkeret på Henningsens Alle. Tyveriet var sket mellem onsdag klokken 21.00 og torsdag klokken 08.00.

 

Forsøg på tyveri fra varebil, Helsingør

Klokken 09.25 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson mellem onsdag klokken 16.20 og torsdag klokken 06.50 havde forsøgt at stjæle hjulene fra en varebil, som holdt parkeret på Allegade. Hjulboltene på alle hjulene var blevet løsnet, og en hjulnøgle samt en donkraft var blevet efterladt på stedet. Det formodes derfor, at den ukendte gerningsperson blev afbrudt i sit foretagende.

 

Tyveri fra personbil, Smørum

Der indløb klokken 12.53 anmeldelse om, at der var stjålet speedometer, midterkonsol, rat og airbag fra en BMW personbil, som havde holdt parkeret på Odderbjergvej mellem klokken 00.05 og 12.50. Indstigningen var sket ved rudeknusning.

 

Solofærdselsuheld, Græsted

En 69-årig mandlig motorcyklist fra København kørte klokken 13.39 ad Frederiksværkvej, hvor han af ukendte årsager væltede. Der skete i den forbindelse lettere personskade, hvorfor motorcyklisten blev kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

 

Som følge af uheldet var den øvrige trafik på stedet i en periode påvirket, indtil der var ryddet op. 

 

Uro og uorden, Helsinge

En borger anmeldte klokken 13.47, at en mand, som befandt sig foran Rema1000 på Rådhusvej, skabte uro med sin opførsel. En patrulje kørte dertil, og manden, en 28-årig fra Helsinge, blev her bortvist fra stedet.

 

Senere på eftermiddagen indløb der flere anmeldelser om, at en mand befandt sig i gågaden i Helsinge, hvor han med sin adfærd skabte utryghed blandt de forbipasserende. En patrulje kørte til stedet, hvor den samme 28-årige igen blev truffet. Da han fortsat havde en aggressiv adfærd, blev han af patruljen anholdt og taget med på politistationen for at opretholde den offentlige orden.

 

Færdselsuheld, Hillerød

Klokken 13.58 skete der et færdselsuheld på Isterødvejen, da der skete sammenstød mellem en 24-årig mandlig bilist fra Frederikssund og en 53-årig mandlig bilist fra Hillerød. Patruljer kørte til stedet, hvor trafikken i en periode var påvirket, indtil der var ryddet op efter uheldet.

 

Den 24-årige bilist blev grundet personskade kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

 

Uro og uorden, Espergærde

Det blev klokken 14.08 anmeldt, at en mand, som befandt sig på Øster Torv, skabte uro med sin opførsel. En patrulje kørte dertil, og manden, en 45-årig fra Nordjylland, blev her bortvist fra stedet.

 

Kørsel uden førerret, Helsingør

En 38-årig mandlig bilist fra Helsinge blev klokken 15.42 standset af en patrulje ved Kronborg. Da han ikke havde erhvervet sig et gyldigt kørekort, blev han sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Butikstyveri, Frederiksværk

Personalet i Kvickly på Torvet anmeldte klokken 16.08, at de tilbageholdt to unge mænd, som havde stjålet alkohol fra butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor de to unge mænd, begge 16 år og fra Frederiksværk, blev sigtet for butikstyveri. Grundet deres unge alder blev der efterfølgende taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.

 

Butikstyveri, Hillerød

Klokken 16.16 blev det anmeldt, at to unge kvinder havde stjålet varer fra Bilka i Slotsarkaderne, og en patrulje kørte derfor til stedet. Her blev de unge kvinder, begge 18 år og fra Hundested, sigtet for butikstyveri.

 

Bedrageri, Hørsholm

Klokken 17.05 anmeldte en ældre mandlig borger fra Hørsholm, at han omkring 20 minutter tidligere var blevet kontaktet af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Han oplyste, at nogen uretmæssigt havde fået adgang til mandens konto og havde penge derfra, og at en ansat i politiet derfor ville komme forbi hans adresse i området nær Hørsholm Midtpunkt. 

 

Kort efter ringede det på, og en mand udgav sig her for at være fra politiet og fik skaffet sig adgang til den ældre mands bolig. Den ældre mand tjekkede her sin konto, og da han ikke kunne konstatere nogen uregelmæssigheder, blev han mistænksom, og den fremmede mand forlod stedet.

 

En patrulje kørte til området for at lede efter den mand, der var dukket op på adressen, men det var ikke muligt at udfinde ham.

 

Han beskrives som: dansk af udseende, 25-30 år, ca. 185 cm, spinkel af bygning, lys i huden og med kørt sort hår. Iført sort T-shirt/trøje, sorte bukser og sorte gummisko med hvide striber. Talte dansk.

 

Forsøg på butikstyveri, Kgs. Lyngby

Personalet i Magasin anmeldte klokken 17.33, at to personer havde forsøgt at stjæle beklædningsgenstande til en større værdi, og at de havde nået at standse den ene af dem, mens den anden var flygtet. En patrulje kørte til stedet, hvor den tilbageholdte person, en 39-årig udenlandsk mand, blev anholdt og sigtet for forholdet. Det var ikke på stedet muligt at finde frem til hans medgerningsperson. 

 

Brand i hæk, Fredensborg

Klokken 18.54 blev det anmeldt, at der var opstået brand i en hæk på Søparken. Politiet kørte til stedet, hvor branden blev slukket, inden den nåede at sprede sig.

 

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med branden.

 

Færdselsuheld, Gørløse

Klokken 19.05 skete der et færdselsuheld i krydset ved Hovedvejen og Lystrupvej, da en 42-årig mandlig bilist fra Frederikssund påkørte en 75-årig kvindelig fodgænger fra Gørløse og en 66-årig kvindelig fodgænger fra Gørløse. Den 75-årige kvinde blev grundet alvorlig tilskadekomst kørt med ambulance til behandling på hospitalet. Der skete ikke umiddelbart større personskade på de andre parter. 

 

Bilisten blev af en patrulje på stedet sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

 

Konstruktivt ændret knallert, Frederiksværk

En patrulje eftersatte klokken 19.10 en knallertfører, som patruljen skønnede kørte på en konstruktivt ændret knallert. Knallertføreren, en 18-årig mand fra Frederiksværk, blev efterfølgende standset af patruljen, og hans knallert blev indbragt med henblik på undersøgelse.

 

Den 18-årige kan formentlig forvente at blive sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert.

 

Brand i skur og hus, Birkerød

Klokken 2.02 indløb der anmeldelse om, at der var opstået brand i et skur på Storkevænget, som havde spredt sig til det tilstødende hus. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor beboerne var kommet ud, og slukningsarbejdet blev straks iværksat. 

 

Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke endeligt fastslået, men der er ikke umiddelbart noget, som tyder på, at der skulle ligge en kriminel handling bag.

 

Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med branden. 

 

Kørsel i frakendelsestiden, Hørsholm

På Ved Klædebo gav en patrulje klokken 20.05 signal til en bilist om at standse bilen, hvilket han dog til at begynde med ikke ville efterkomme. Patruljen fik alligevel hurtigt standset bilen og bad føreren, en 42-årig mand fra Kokkedal, om at fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne han imidlertid ikke efterkomme, idet han havde fået frakendt førerretten, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette. 

 

Kørsel uden førerret, Kgs. Lyngby

En 27-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby blev klokken 22.00 standset af en patrulje på Lyngby Hovedgade. Her blev han sigtet for at have kørt bil, selv om han ikke havde førerret til køretøjet.

 

Anholdt for at sikre opretholdelse af den offentlige orden, Ølstykke

Der indløb klokken 22.08 anmeldelse om, at en mand med sin adfærd skabte utryghed på Frederiksborgvej, og en patrulje kørte derfor til stedet for at undersøge forholdet nærmere. Her traf de manden, en 50-årig udenlandsk mand, som under patruljens tilstedeværelse fortsat havde en aggressiv adfærd. Han blev derfor anholdt for at opretholde den offentlige orden og taget med på politistationen for at sove sin rus ud.

 

Uro og uorden, Helsingør

Klokken 22.37 indløb der anmeldelse om, at der var opstået tumult mellem en gruppe på ti-tolv personer på Lerbakkevej. Patruljer kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men tumulten var i mellemtiden blevet afsluttet. Patruljerne fik en snak med personerne på stedet, som alle fik registreret deres generalia. Der var dog ikke umiddelbart årsag til at sigte nogen af personerne for noget.

 

Bedrageri og forsøg på bedrageri, Humlebæk

En ældre kvinde fra Humlebæk anmeldte klokken 00.34, at hun omkring klokken 23 var blevet udsat for bedrageri. En mand havde her telefonisk kontaktet hende og udgivet sig for at være fra politiet. Han fortalte, at hendes konto var blevet hacket, hvorefter han vildledte hende til at foretage en bankoverførsel af et større pengebeløb. 

 

En anden ældre kvinde fra Humlebæk anmeldte klokken 00.39, at hun omkring et kvarter tidligere var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i politiet. Manden forklarede hende, at hendes konto var blevet hacket, og at der ville blive optaget et stort lån i hendes navn, hvis ikke hun gjorde, som han sagde. Kvinden fandt dog mandens henvendelse mistænkelig og ville derfor ikke samarbejde med ham, hvorfor opkaldet blev afsluttet.

 

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og bede om at blive viderestillet til personen for at få oplysningerne be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Indbrud i villa, Birkerød

En kvinde anmeldte klokken 01.31, at hun kort forinden havde opdaget en fremmed mand i hendes hjem på Johan Mantzius Vej. Hun havde i den forbindelse råbt op, hvilket havde fået manden til at flygte. Patruljer kørte til stedet, hvor det kunne konstateres, at manden havde skaffet sig adgang til boligen ved at knuse ruden i en dør. Patruljerne runderede i området, men det var ikke muligt at finde gerningspersonen.

 

Gerningspersonen beskrives som: mand, i 30’erne, spinkel af bygning, mellemhøjde. Iført hættetrøje og muligvis maske.

 

Bilrude knust, Helsingør

Klokken 06.46 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson forinden anmeldelsen havde knust en rude på en personbil, som holdt parkeret på Rønnedalen. Der var ikke umiddelbart blevet stjålet noget fra køretøjet.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi