Sejltur på Arresø med M/S Frederikke

dato

Oplev en uberørt og enestående smuk natur, og tag på sejltur med turbåden M/S Frederikke på Danmarks største sø, Arresø. Den smukke gamle træbåd sejler fra maj til september og byder på en unik naturoplevelse kombineret med historiske og kulturelle fortællinger.

En unik sejltur på Arresø

Nyd en skøn sejltur med turbåden M/S Frederikke, som er Arresøens ukronede dronning. I sommerhalvåret sejler M/S Frederikke daglige ture på Arresø. Den smukke gamle træbåd har plads til op til 50 personer. Frederikke sejler fra Arresødal ved Frederiksværk i Nordsjælland og lægger også til ved den lille Auderød Havn på Arrenæs samt i Ramløse Havn i juli måned.

Specielle tema sejlture

Udover de ordinære sejlture på hverdage og i weekender har Frederikke specielle tema sejlture henover sommeren og efteråret. Disse ture er med et historisk og kulturelt indhold. Her kan bl.a. nævnes Nattergaleturen pinsemorgen, Skt. Hans Aften turen og den sidste tur på året, Løvfaldsturen, i september måned.

Historiske og naturskønne fortællinger

Gode fortællinger tager tit afsæt i historien om det menneskelige fællesskab, som udvikler sig i kraft af mennesker med viden og færdigheder, men også fantasi, drømme og tro. Sådan også historien om Arresø, naturen og det liv, mennesker har levet på og omkring den. Det er den fortælling, man drages ind i, når man sejler med Frederikke. Siden 1992 har Frederikke sejlet på Arresø, Danmarks største sø, og er den eneste turbåd af sin slags.

Tæl kirker og find seværdigheder undervejs

På søen er der mulighed for at se hele fem kirker: Vinderød Kirke, Ramløse Kirke, Annisse Kirke, Lille Lyngby Kirke og Kregme Kirke. Frederiksværk Kirke kan ses, hvis du på gåben går turen langs kanalen og ind mod Frederiksværk by. Lige i nærheden af båden kan man også besøge den offentlige Arresødal Park ved Arresødal Slot, hvor der også er en sti til en fugleudkigsplads med den smukkeste udsigt over Arresø.

Praktisk information

Ved store børnegrupper er du selv forpligtet til at medbringe redningsveste. Det er ikke tilladt at bade i Arresø på grund af vandkvaliteten, men området byder på mange andre dejlige oplevelser.

Find vej

Hvis du kommer nordfra til Arresødal og M/S Frederikke, vil din GPS gerne lede dig ind af vejen fra Vinderød siden af! Den vej er spærret med en bom. Du skal derfor fortsætte mod Frederiksværk og Hillerød til den store rundkørsel ved McDonald's med den blå port. Tag vejen rundt i hele rundkørslen og kør ad samme vej, du kom fra. Ca. 400 m fremme til højre, er skiltet mod turbåden Frederikke.

Detaljer om arrangementet:
Dato: Lørdag 14. september 2024
Tidspunkt: Kl. 14.00
Sted: Arresødal, Arresødalvej 98-100, 3300 Frederiksværk
Entré: Voksen: 90 kr, Barn 4-12 år: 45 kr
Arrangør: Alle

Vi tager forbehold for, at oplysningerne om begivenheden kan have ændret sig siden, vi skrev artiklen. Tjek seneste opdateringer her
Kilde: Kultunaut